Vælg Side

Modtag vores Minimagasin for praktikere og inspiration til din undervisning

Tilmeld nyhedsbrev

Funktionelle læremidler

Hvordan vælger og anvender du digitale værktøjer i undervisningen? Denne artikel sætter fokus på funktionelle læremidler og de didaktiske overvejelser, der er vigtige, når et digitalt redskab skal understøtte læring.

Funktionelle læremidler er værktøjer, der potentielt kan anvendes i undervisnings- og læringssituationer til at muliggøre eller facilitere læreprocesser. De funktionelle, digitale læremidler er ofte gratis programmer og dermed tilgængelige for læreren. De udgives sjældent af etablerede forlag, der beskæftiger sig med læremiddelproduktion.

I modsætning til didaktiske læremidler, er funktionelle læremidler ikke skabt med specifikt henblik på undervisning. Det vil sige, at en lærer skal opdage det didaktiske potentiale i et digitalt værktøj og aktivt didaktisere det, dvs. rammesætte brugen af læremidlet, så det bliver anvendeligt i en didaktisk sammenhæng.

En central udfordring her er, at den enkelte lærer kan have svært ved at navigere i junglen af funktionelle læremidler. Der er myriader af digitale, funktionelle læremidler. Ofte er det mindre firmaer, som udbyder et enkelt produkt, som opnår udbredelse, fordi det faciliterer en bestemt proces eller opfyldelsen af et bestemt formål.

Definitioner

  • Funktionelle læremidler kan understøtte eller muliggøre særlige aktiviteter i undervisningen for læreren eller eleverne. Det kan fx være værktøjer som en kridttavle, en passer, et program til regneark eller en lommeregner. Padlet, Kahoot og Mindmeister er konkrete eksempler på digitale værktøjer.

  • Det, der kendetegner disse læremidler, er, at de ikke er produceret specifikt med henblik på undervisning. Underviseren skal selv se et didaktisk potentiale i at bruge værktøjet i sin undervisning og selv rammesætte brugen af det funktionelle læremiddel, fx ved at opstille mål for brugen og lave opgaver til eleven der inddrager værktøjet.

Fagligt specialiserede funktionelle læremidler

En vigtig underkategori af funktionelle læremidler er fagligt specialiserede funktionelle læremidler. Det er værktøjer, som ikke indeholder alle de ting, som det didaktiske læremiddel gør, fx elevaktiviteter eller målangivelser, men som er produceret som et værktøj til at understøtte eller muliggøre nogle faglige aktiviteter i undervisningen. Underviseren skal selv fx tilrettelægge aktiviteter og identificere mål med værktøjet, men værktøjet muliggør bestemte faglige processer.

Et eksempel på et fagligt specialiseret, funktionelt læremiddel er GeoGeBra.

Funktionelt læremiddel kaldet GeoGebra

Det egner sig til elevers undersøgende læreprocesser i matematikundervisningen. Det giver nogle muligheder for at eleverne fx kan manipulere geometriske figurer og løse opgaver, som kræver at eleverne prøver sig frem og ser hvilke konsekvenser givne handlinger har for figurens areal.

De fagligt specialiserede funktionelle læremidler kan således noget særligt, men har qua deres ret specialiserede anvendelsesområde ikke relevans for alle undervisere på en given skole. Så her kan fagteamet blive et vigtigt forum for erfaringsudveksling.

Artikel

Didaktiske læremidler

HvHvad er et didaktisk læremiddel og hvordan bruger man didaktiske læremidler i undervisningen i skolen? Det kan du blive klogere på i denne artikel.

Artikel

Semantiske læremidler

Denne artikel introducerer dig til, hvad semantiske læremidler er, og hvilken betydning og funktion de har i samfundet – også uden for undervisningssammenhænge.