Didaktiske læremidler
Hvad er et didaktisk læremiddel og hvordan bruger man didaktiske læremidler i undervisningen i skolen? Det kan du blive klogere på i denne artikel.
Didaktiske læremidler er produceret med henblik på at blive brugt i undervisning. Eksempler på didaktiske læremidler er grundbogen til undervisning i et fag på et bestemt klassetrin eller et undervisningsforløb på en digital fagportal.
Det er oftest tydeligt, at det didaktiske læremiddel er udviklet til at blive brugt i undervisningen. For det første gør det didaktiske læremiddel typisk lærerens opgave med at tilrettelægge, gennemføre og evaluere undervisning nemmere. Det didaktiske læremiddel kan fx indeholde relevant indhold, beskrive faglige mål, elevaktiviteter og hvordan undervisningen skal organiseres, og læremidlet kan understøtte evaluering af undervisningen. Desuden indeholder mange didaktiske læremidler en lærervejledning, som kommunikerer direkte til læreren, hvordan læremidlet kan bruges og evt. et teoretisk eller forskningsmæssigt belæg for, at de valg der er truffet i læremidlet er hensigtsmæssige.
Re-didaktisering
I det didaktiske læremiddel kan vi aflæse en didaktisk intention. Producenten af læremidlet lægger op til, at læreren skal gøre noget bestemt med eleverne med specifikke faglige mål for øje. Men læreren kan vælge at afvige fra eller supplere det didaktiske design, der lægges op til i læremidlet. Når læreren lægger sine egne didaktiske valg oven i dem der er lagt op til i det didaktiske læremiddel kaldes det redidaktisering, fordi læremidlet jo er didaktiseret fra producentens side, men læreren lægger noget til eller trækker noget fra (Hansen, 2006).
Lavt-didaktiserede læremidler
Men det er ikke alle didaktiske læremidler der understøtter lærerens opgave i så høj grad, som der lægges op til i det foregående afsnit. Fx bruger lærere også analyseark eller ark med opgaver og løsninger, hvor der ikke står noget om de andre didaktiske opgaver, som vi normalt forbinder med at undervise (Gissel, Buch, Carlsen og Illum, 2021). Dette kan vi kalde et lavtdidaktiseret, didaktisk læremiddel (Hansen 2010).
Video om didaktiske læremidler
I denne video fortæller Stig Toke Gissel om didaktiske læremidler.
Litteratur
Gissel, S. T., Buch, B., Carlsen, D. & Skov, L. I. (2021). Læremidler og læremiddelbrug i L1 i Danmark. Learning Tech, 6(9), 80-119. https://doi.org/10.7146/lt.v6i9.124762
Hansen, J. J. (2006). Mellem design og didaktik: Om digitale læremidler i skolen. (Ph.d.-afhandling, Syddansk Universitet). Syddansk Universitet – Det Humanistiske Fakultet.
Artikel
Funktionelle læremidler
Hvordan vælger og anvender du digitale værktøjer i undervisningen? Denne artikel sætter fokus på funktionelle læremidler og de didaktiske overvejelser, der er vigtige, når et digitalt redskab skal understøtte læring.
Artikel
Semantiske læremidler
Denne artikel introducerer dig til, hvad semantiske læremidler er, og hvilken betydning og funktion de har i samfundet – også uden for undervisningssammenhænge.